Artikel

Stor stigning i andelen af nordfynske virksomheder, der laver overskud

13 okt 2017

Nordfyns Kommune er den kommune i landet, der de seneste tre år har oplevet den næststørste stigning i andelen af virksomheder, der laver overskud. Det viser tal fra Bisnode.

Over en treårig periode er Nordfyns Kommune sprunget 49 pladser op af ranglisten blandt landets 98 kommuner, når det handler om erhvervslivets evne til at lave overskud. Det viser vores nyeste analyse, som er baseret på seneste tre års regnskabstal fra samtlige regnskabspligtige virksomheder i landet.

Vores analyse viser, at mens 66,7 procent af de nordfynske virksomheder lavede overskud i regnskabsåret 2014, så var andelen af overskudsgivende virksomheder steget til 70,4 procent i 2016 – det er en fremgang på 4 procentpoint og den næststørste stigning i hele landet. Kun overgået af Thisted Kommune.

Fremgangen betyder, at Nordfyns Kommune er gået fra en 64. plads til en 15. plads målt på andelen af virksomheder, der laver overskud.

- Det er en ganske betragtelig fremgang, konstaterer Anders Borg, Country Director i Bisnode Danmark og uddyber:

- Andelen af overskudsgivende virksomheder i et givent område er med til at sige noget om erhvervslivets gennerelle sundhedstilstand. Og når en kommune bevæger sig så meget op af ranglisten, som det er tilfældet i Nordfyns Kommune, så er det et udtryk for, at der er en spirende positivitet i kommunen, siger Anders Borg. 

Stor bredde giver succes

Den udlægning er Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme, enig i.

- Vi mærker tydeligt, at det går godt for erhvervslivet i Nordfyns Kommune. Vi er begunstiget af at have en ekstrem bredde i vores erhvervsliv, hvilket betyder, at vi samlet set ikke er så udsatte, når konjunkturerne svinger. Det giver en stor stabilitet i beskæftigelsen, hvilket er en yderligere styrkelse af det lokale erhvervsliv, siger Per Olesen og fortsætter: 

- Derudover har vi mange virksomheder, der fungerer som underleverandører til nogle af landets største virksomheder, og de virksomheder kan naturligvis også mærke, at verdensøkonomien står stærkere, end den gjorde for tre år siden. Det kan dels aflæses i virksomhedernes bundlinjer, men det kan også aflæses i kommunens tilflytningstal, der igen udvikler sig positivt, siger han.  

Nyborg går tilbage

Mens Nordfyns Kommunes erhvervsliv tager et kvantespring op af ranglisten, går Nyborg Kommune nogenlunde lige så mange pladser tilbage.

I 2014 var det 73,4 procent af virksomhederne i Nyborg Kommune, der gav overskud, hvilket placerede Nyborg Kommune på en 3. plads blandt landets 98 kommuner. I seneste regnskabsår er det kun 67,9 procent af virksomhederne, der laver overskud. Det rækker i dag til en 49. plads.

Kerteminde Kommune er den fynske kommune, der har den største andel af overskudsgivende virksomheder i det seneste regnskabsår. Her laver 70,8 procent af virksomhederne overskud, hvilket placerer Kerteminde på en 13. plads i den landsdækkende sammenligning.

Kommune Procentdel af virksomheder med positivt resultat i 2016             Procentdel af virksomheder med positivt resultat i 2014

1. Kerteminde     

 70,83 %  68,49 %
2. Nordfyn 70,75 % 66,67 %
3. Odense 70,00 % 70,47 %
4. Faaborg-Midtfyn 69,88 % 72,37 %
5. Svendborg 68,55 % 68,82 %
6. Nyborg 67,91 % 73,40 %
7. Middelfart 66,55 % 65,92 %
8. Assens 65,73 % 66,50 % 
9. Ærø 63,92 % 64,56 %
10. Langeland 62,77 % 64,54 %

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få relevante og topaktuelle nyheder om trends, tendenser og nye tiltag fra dataverdenen.

Data er et vidt begreb - derfor har vi delt vores nyhedsbreve op. Fortæl os derfor gerne hvad du vil modtage nyheder om!