Jammerbugt Kommune topper nordjysk iværksætterliste

29 okt 2017

Jammerbugt Kommune er den kommune i Nordjylland, hvor der startes flest virksomheder per indbygger. 

Der bliver startet virksomheder i Jammerbugt Kommune som aldrig før. I årets første ni måneder er der startet hele 460 nye virksomheder – det er flere nye virksomheder, end der blev startet hele sidste år i den nordvestjyske kommune. Det viser vores nye tal, der har undersøgt, hvordan det går med iværksætterlysten blandt borgerne i de nordjyske kommuner.

Vores undersøgelse viser, at der indtil videre i 2017 er skabt 12 nye virksomheder i Jammerbugt Kommune per 1.000 indbyggere. Det er det højeste antal nye virksomheder per indbygger i hele Region Nordjylland. Aalborg Kommune indtager andenpladsen i vores nordjyske sammenligning med 11,4 nye virksomheder per 1.000 indbyggere, mens Thisted Kommune kommer ind på tredjepladsen med 10,9 nye virksomheder per 1.000 indbyggere.

Resultatet overrasker Anders Borg, Country Director i Bisnode Danmark.

- Det er meget atypisk, at en gennemsnitlig landdistriktskommune på den måde lægger postnummer til så mange nye virksomheder per indbygger. Iværksættermiljøerne plejer at centrere sig omkring de større byer – og ikke mindst i hovedstadsområdet. At Jammerbugt Kommune på den måde kravler til tops i vores sammenligning er meget imponerende og bør give anledning til lokal stolthed, siger Anders Borg.

Læs også om undersøgelsen på Tv2 Nord

I toppen i hele Jylland

Og ikke nok med, at Jammerbugt Kommune ligger helt i top i Nordjylland, når det kommer borgernes lyst til at starte virksomheder. Sammenligner man kommunerne i hele Jylland, så bliver Jammerbugt Kommune kun overgået af Aarhus Kommune, når det kommer til antallet af nystartede virksomheder per indbygger i 2017.

Vores analyse vækker ikke overraskende tilfredshed hos Anders Stryhn, chef for VÆKST Jammerbugt.

- Tallene bekræfter, hvad vi oplever i det daglige, og tidligere statistikker har også vist, at mange vælger at starte egen virksomhed i Jammerbugten. Men at niveauet er så højt, er naturligvis en rigtig positiv nyhed, siger Anders Stryhn. 

Årsagerne til iværksætterlysten kan være mange – opsvingets optimisme og større risikovillighed er en forklaring, men andre ting spiller også ind.

- Jeg tror mange iværksættere oplever en stor imødekommenhed i vort område. Fra Vækst Jammerbugt hjælper vi naturligvis, det bedste vi kan, men vi oplever også, at rådgivere, pengeinstitutter, ejendomsbesiddere og forretningsdrivende sætter en ære i at hjælpe nye virksomheder i den svære opstartsfase. Og den støtte er rigtig, rigtig meget værd, slutter Anders Stryhn. 

Fakta

Kommune Antallet af nystartede virksomheder 01.01.2017 – 12.10.2017 
per 1.000 indbyggere i kommunen
Jammerbugt 
Aalborg 
Thisted 
Rebild 
Læsø 
Brønderslev 
Hjørring 
Frederikshavn 
Mariagerfjord 
Vesthimmerlands
Morsø 
12,0
11,4
10,9
10,0
9,9
9,9
9,4
9,4
9,3
7,5
7,3
   

Vil du modtage vores nyhedsbrev?