Digital transformation Pressemeddelelse

Detailbranchen kæmper med at tjene penge på nettet

22 nov 2016

Pressemeddelelse fra Bisnode den 22. november 2016

Store dele af den danske detailhandel har mere end almindelig svært ved at tjene penge på nettet. Det viser en ny analyse fra Bisnode Danmark

Mens den danske detailhandel i disse dage tæller ned til årets største handelsdag på nettet – ’Black Friday’ – viser vores nye analyse, at store dele af den danske detailbranche har mere end almindelig svært ved at lave overskud på nettet. Analysen, der baserer sig på godt 1.000 onlinebutikkers regnskaber, viser, at onlinebutikkerne i de seneste to regnskabsår samlet set har tabt penge på at drive deres forretninger. I 2014 lavede butikkerne i gennemsnit -71.000 kroner i underskud før skat, mens det blev til et beskedent overskud på 57.000 kroner i 2015. 

 - Det er næsten tragikomisk, at onlinebutikkerne bruger så meget krudt på at faldbyde deres varer i forbindelse med ’Black Friday’, når man tænker på, hvor svært de har ved at tjene penge til daglig, siger Martin Stabell, Risk Specialist hos Bisnode, der dog understreger, at der er to-tre lyspunkter i analysen.

 - De onlinebutikker, der handler med elektronik og fotoudstyr, skiller sig ud ved at være den eneste kategori af butikker, der præsenterer store, stabile overskud. Butikker, der handler med husholdnings- og boligudstyr på nettet, har også fornuftige, stabile overskud, selvom indtjeningen er væsentlig lavere end for elektronik og fotoudstyr. Og så er der handel med medicin og personlig pleje, der lader til at være i en god udvikling, siger han.

Tøj og sko giver underskud

Ifølge Martin Stabell skyldes onlinebutikkernes fremgang fra 2014 til 2015 kun, at det er lykkedes de godt 100 danske butikker, der sælger tøj og sko via nettet, at minimere deres gennemsnitlige underskud. Fra 2014 til 2015 er tøj- og skobutikkerne således gået fra et gennemsnitligt underskud på -1,529 millioner kroner til et knap så blodrødt underskud på -176.000 kroner.

 - Det mest overraskende i analysen er måske i virkeligheden, hvor svært tøj- og skobutikkerne har ved at tjene penge på nettet – selvom det ikke står helt så slemt til i 2015, som det gjorde i 2014. Stylepit.com trækker hele branchen ned med sit -70 millioner kroners underskud i 2015, men det ændrer ikke ved, at mange tøj- og skobutikker har det svært, siger Ivan Jæger Christiansen.

Bøger går voldsomt tilbage

Tøj- og skobutikkerne har det dog ikke helt så slemt som de butikker, der forsøger at sælge dagligvarer på nettet. Fra 2014 til 2015 faldt disse virksomhedernes gennemsnitlige underskud fra -290.000 kroner til -825.000 kroner – anført af Nemlig.coms underskud på -93 millioner kroner. Analysens største tilbagegang på nettet findes blandt de onlinebutikker, der handler med bøger, film og musik. 

Fra 2014 til 2015 gik denne kategori af butikker fra et gennemsnitligt overskud på 418.000 kroner til et underskud på -625.000 kroner. Underskuddet skyldes hovedsageligt Saxo.com – Saxo.Com A/S, Saxo.Com Hispanic ApS og Saxo.Com International ApS præsenterede tilsammen et underskud på i alt 11,725 millioner kroner i 2015.

I 2015 var det 46 procent af onlinebutikkerne, der lavede overskud - til sammenligning så lavede 68 procent af samtlige danske virksomheder overskud i 2015. 

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Interesser