Kraftigt fald i antallet af danske konkurser i juni 2019

I juni 2019 faldt antallet af konkurser med over en fjerdedel sammenlignet med maj måned. Første halvår af 2019 bød dog på 34 pct. flere konkurser end samme periode sidste år. Det viser vores seneste konkurstal.

Juni måned blev en meget positiv konkursmåned sammenlignet med sidste måned. Det samlede antal konkurser i Danmark faldt med hele 28 pct. – altså over en fjerdedel. Der var således kun 457 konkurser mod 638 i maj. 

Sammenligner man de nyeste tal med juni 2018, hvor tallet var 620, er det et markant fald på 40 pct. Man skal helt tilbage til september 2018 for at finde tilsvarende lave konkurstal:

“Konkurserne er i juni dykket meget i forhold til tidligere måneder i år, hvilket især skyldes at de mange tvangsopløsninger, som Erhvervsstyrelsen har beordret pga. mange kapitalselskaber ikke havde fået registreret deres reelle ejere,” forklarer Kari Mette Almskog, Head of Business Development & Analytics fra Bisnode, som har specialiseret sig i at give danske virksomheder indsigt i de enorme datamængder, som firmaet har om det danske erhvervsliv.

Juni havde da også langt færre konkurser blandt IVS’er, de såkaldte iværksætterselskaber, da kun 118 IVS’er gik konkurs, mens hele første halvår havde 1.970 IVS-konkurser. 

“Men vi kan godt forvente en stigning i konkurser i IVS’er på et senere tidspunkt, da en lov er trådt i kraft om afskaffelsen af iværksætterselskabet og at samtlige eksisterende iværksætterselskaber derfor skal omregistreres senest april 2021,” siger Kari Mette Almskog.

Første halvår af 2019 bød på 34 pct. flere konkurser end samme periode sidste år. I alt 4.437 virksomheder drejede nøglen om mod 3.301 i første halvår af 2018.

Hver tredje konkurs var inden for handel samt bygge og anlæg

Bisnode ser et fald i antallet konkurser inden for alle brancher, men ’handel’ samt ’bygge og anlæg’ står for mere end hver tredje konkurs i juni 2019 (37 pct. af i alt 168 konkurser).

“Desværre har disse to brancher haft flest konkurser i længere tid, men konkurserne i de to brancher er dog faldet med 23 pct. siden maj måned og 13 pct. siden sidste år, så det er jo en positiv udvikling,” forklarer Kari Mette Almskog fra Bisnode.

Fremgang i København

Alle landsdele oplevede nedgang i antallet af konkurser, men i Københavns Kommune har udviklingen været ekstra positiv med en nedgang på hele 50 konkurser inden for den sidste måned til i alt 86 juni-konkurser. Aarhus Kommune havde kun 23 konkurser mod 38 i maj måned.